mandag den 21. november 2011

Barselsgave til Lilah

Hov - jeg havde godt nok ikke lige troet, at der ville gå en hel måned inden jeg fik skrevet et nyt indlæg - det var ikke lige planen!

Min dejlige veninde Henriette blev i oktober mor til den skønneste lille pige, Lilah, og hende skulle der naturligvis også strikkes til. Henriette og jeg har ikke altid samme smag hvad angår farver til små piger, så derfor var Henriette selv med til at bestemme mønster og farver.

Henriettes yndlingsfarve er orange og da hun normalt får chokolade brune børn, der er lækre i den farve, kunne det jo næsten ikke blive andet end denne dragt


Billedet er desværre ikke den bedste kvalitet. Jeg havde glemt at tage billede af dragten inden jeg tog på barselsbesøg, så det blev bare lige snuppet med telefonen efter dragten var blevet afleveret. Henriette har dog lovet mig et billede af Lilah i dragten, så det vil jeg tilføje senere.

Jeg havde faktisk også gang i en jakke til Lilah, som hun skulle have haft sammen med dragten, men garnet har drillet helt vildt, og da hun først kan passe den til foråret, er Henriette og jeg blevet enige om, at den kan vente til jeg er færdig med julegaverne ;-)

Mønsteret til dragten er dette her fra Garnstudio/Drops Design: http://www.garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=b20&d_id=23&lang=dk

Jeg har ikke helt fundet ud af hvordan jeg gør linket klikbart - er der nogle der kan hjælpe???

Apropos julegaver, så synes jeg godt nok der er ved at blive ret mange at strikke til! For nogle år siden strikkede jeg kjoler til min ene fætters døtre og dem blev de simpelthen så glade for, så siden da har de fået strikkede julegaver af mig hvert år. I starten var det jo ikke det store arbejde, for pigerne var ikke så gamle og der var jo kun to af dem. I mellemtiden er de jo så blevet større og dermed tager det længere tid at strikke noget de kan passe - og de har fået en lillebror, en fætter og en kusine som jo heller ikke skal snydes. Så i år er der nok at se til synes jeg! Alle tre piger skal have lange tunikaer, den mindste er helt færdig og de to andre er godt på vej.

Desuden har min mor længe snakket om, at det da også snart må være hendes tur til at få noget hjemmestrikket, så garnet er købt til en lang cardigan, men om den bliver færdig til jul er nu ikke sikkert - det kan godt være, at det ender med at blive en fødselsdagsgave til maj i stedet for ;-)

Satser på et nyt indlæg med nogle af julegaver i løbet af den næste uge eller to.